
En lille rund gaveæske med en grøn hilsen indeni 🌱 Plantepakken kom til os med en idé: En æske til en lille sukkulent – en gave til events, der stadig holder, når roll-ups og bannere er pakket væk. Den skulle være enkel, æstetisk og til at tilpasse.
Sammen med Plantepakken designede vi en gaveæske, der også fungerer som urtepotteskjuler med et sleeve udenpå, hvor hver virksomhed kan få sit eget udtryk med logo, farver og budskab. Vi arbejdede med prototyper, papirkvaliteter og små detaljer, indtil æsken sad lige i skabet. Og selvfølgelig med bæredygtighed i tankerne. Resultatet er en lille æske, der kan stå på et skrivebord længe efter eventet er slut.

